Danmark var store favoritter inden kampen, og selvom det var tydeligt at se i kampbilledet, hvor Danmark dominerede fuldstændigt, så blev det ikke for alvor afspejlet på måltavlen.

Første periode

Italien havde en første chance efter blot ti sekunder efter en fejl af Nikolaj Ehlers, men Danmark fik hurtigt kontrol over kampen. Især Danmarks fjerdekæde imponerede med lange angreb ned mod italienernes zone og pressede dem i bund.

Efter første periodes første halvdel var skudstatistikken 9-1 til Danmark, men det skulle vare et stykke tid endnu, før pucken kom i målet.

Med lige knap fire minutter tilbage af første periode lykkedes det Nikolaj Ehlers at score i power play. Også Frederik Storm gjorde sig bemærket i første periode, da han arbejdede hårdt på at afmontere det italienske forsvar og skabe plads til at Blichfeld og Ehlers kunne komme ind til afslutningerne.

Anden periode

Et par minutter inde i anden periode er danskerne 5 mod 3 på isen efter Andreas Bernard fik en udvisning for tripping, og Alex Petan sendte pucken over glasset i sin egen ende. Det lykkedes ikke Danmark at udnytte de 27 sekunder, hvor de var 5 mod 3. Danmark pressede ellers fortsat Italien, som stod dybt og forsvarede i egen zone. Den italienske målmand Bernard blev virkelig testet af blandt andet Blichfeld, og Regin fik også sendt pucken ind til Meyer, som stod helt fri foran målet, men det lykkedes Bernard at holde stand, også da Blichfeld fik sendt en puck afsted som ramte hans hjelm!

Nicholas B. Jensen blev fældet i en grim svinestreg af Italiens Peter Spornberger, og Jensen fik hamret skulderen i isen på en måde, der gav mindelser om Oliver Lauridsens exit i kampen mod Kasakhstan og Jensen forlod isen. Oliver Lauridsen blev i dag opereret i skulderen og kommer ikke tilbage til VM, så Danmark havde ikke brug for at miste flere backer.

Morten Jensen fik til gengæld sin VM-debut og havde to skud på mål inden for det første minut, men mod slutningen af anden periode var det Alex Petan der fik udlignet i power play til stillingen 1-1.

Tredje periode

Under to minutter efter tredje periodes start scorede Mathias Bau til 2-1, men sejren var endnu langt fra sikker. Fire minutter senere havde Italien en mulighed for at udligne, da de var to mod en foran det danske mål, men det lykkedes Dahm at afvise forsøget.

Nicholas B. Jensen kom heldigvis på isen igen og forventer også at være klar til næste kamp. Godt at Danmark ikke mistede endnu en back! Men det blev lidt for spændende til sidst. Italien fik seks afslutninger mod Danmarks ni i sidste periode og fem minutter før slutsignalet lød ramte en af de italienske afslutninger stolpen. Så førte en udvisning til Nicolai Meyer til italiensk power play, som Danmark heldigvis overlevede. Kampen endte med en italiensk udvisning og dansk power play, som lettede lidt af presset danskerne til sidst var under.

Masser af chancer, men få mål

Kampens skudstatistik talte med 45-14 til Danmarks fordel sit tydelige sprog; Danmark kontrollerede kampen, men Italiens målmand havde en ekstremt høj redningsprocent. Det var en bunden opgave for Danmark at vinde over Italien, som ved sidste VM i 2021 i Riga indtog sidstepladsen. Italien har endnu ingen point i årets VM og må forventes at skulle sikre sig mod nedrykning, men italienerne blev ikke en så let opgave som ventet for danskerne. Italienerne var simpelthen mere effektive på de relativt få chancer de havde. I sidste ende er det dog kun den endelige målscore der tæller, og det lykkedes Danmark at sikre sig de tre point til tabellen. På torsdag venter Tyskland, som med seks point pt. er nr. 4 i tabellen efter Danmark der som nr. 3 også har seks point, men en bedre målscore.

Italien – Danmark 1-2 (0-1, 1-0, 0-1)

15:54 0-1 Nikolaj Ehlers (Joachim Blichfeld, Mathias Bau)
39:00 1-1 Alex Petan (Dante Hannoun, Enrico Miglioranzi)
41:46 1-2 Mathias Bau (Nicolai Meier)