Danmark kom til VM med en historisk 7. plads i bagagen fra deres OL-debut i Beijing i februar, og det var spændende at se, hvordan de ville åbne VM. Allerede fra kampens start var der tegn på, at det skulle blive en målrig affære – og det til Danmarks fordel – da først Patrick Bjorkstrand og derefter VM-debutanterne Felix Scheel og Joachim Blichfeld alle scorede og bragte stillingen til 3-0 inden for de første fem minutter. En helt forrygende dansk start på VM!

1. periode

Allerede efter to minutter fulgte Patrick Bjorkstrand op på en retur efter Matthias Bau havde forsøgt sig, og Bjorkstrand fik dermed bragt Danmark foran. Det danske hold pressede kasakherne i egen zone og kort tid efter, lige før der var spillet fire minutter af kampen, udbyggede Felix Scheel føringen til 2-0. Og med lige knap fem minutter spillet sender Joachim Blichfeld pucken op i målhjørnet til 3-0, mens den kasakhiske målmand er chanceløs.

De første 8-9 minutter dominerede Danmark kampen fuldstændigt, men derefter gik det spilmæssigt lidt mere ned ad bakke i første periode og der kommer et par udvisninger til Danmark, men det er dog noget der aldrig kom til at afspejle sig på måltavlen.

2. periode

Et par minutter inde i anden periode går Frederik Storm solo og scorer til 4-0. Fire minutter efter er det Julian Jakobsen, der øger til 5-0 i sin landskamp nr. 200 (med nu i alt 30 scorede mål). Halvvejs i anden periode var det igen Blichfeld der hamrede til udefra, så pucken røg ind i det modsatte målhjørne og Danmark nåede 6-0. Lige inden anden periode sluttede fik Oliver Larsen scoret sit første VM-mål til stillingen 7-0, da Bau fik sendt pucken på tværs til Larsen, som sendte pucken i mål fra blueline. Den farligste situation i 2. periode var et kasakhisk skud på mål, der ramte stolpen.

3. periode

Inden for det første minut af tredje periode fik Oliver Larsen tæmmet pucken og sendt den videre til den danske kaptajn, Peter Regin, som var lige ved målstolpen og bragte stillingen til hele 8-0. Halvvejs gennem 3. periode scorede Joachim Blichfeld for tredje gang og fik dermed sit hattrick og bragte Danmark til 9-0. Da der var knap halvandet minut tilbage reducerede Kasakhstans Kirill Savitski til 9-1, som blev kampens resultat.

En kamp med fantastiske statistikker!

Foruden de helt utroligt mange mål var det især Nikolaj Ehlers’ tempo og Joachim Blichfelds scoringer der tiltrak sig opmærksomhed. Ehlers susede fra baglinje til baglinje med 34 km i timen, og Blichfeld blev med sit hattrick kampens spiller og udbyggede sin fantastiske statistik: 15 mål i 16 landsholdskampe!

Mens Kasakhstan lavede mange defensive fejl, så var Danmark gode til at udnytte power play med hele 4 scoringer (herunder Blichfelds tre), og danskerne endte med at score så mange mål, at de tangerede det danske landsholds målrekord i dagens kamp. Sidste gang Danmark scorede 9 mål var ved 9-0 sejren over Storbritannien i 2019, som også blev spillet d. 14. maj det år. Der er altså tale om en utrolig heldig dato for dansk ishockey. I morgen spiller Danmark mod Schweiz, en modstander som helt sikkert bliver sværere at danse med.

Danmark – Kasakhstan 9-1 (3-0, 4-0, 2-1)

02:03 1-0 Patrick Bjorkstrand (Mathias Bau, Oliver Larsen)
03:59 2-0 Felix Scheel
04:51 3-0 Joachim Blichfeld (Nikolaj Ehlers, Markus Lauridsen)
22:26 4-0 Frederik Storm (Nikolaj Ehlers, Jesper Jensen Aabo)
26:22 5-0 Julian Jakobsen (Mikkel Aagard)
29:54 6-0 Joachim Blichfeld (Nikolaj Ehlers, Markus Lauridsen)
39:36 7-0 Oliver Larsen (Mathias Bau, Markus Lauridsen)
40:43 8-0 Peter Regin (Oliver Lauridsen, Frederik Storm)
50:03 9-0 Joachim Blichfeld (Markus Lauridsen, Mathias Bau)
58:37 9-1 Kirill Savitski

Sådan startede de danske løver

Målmand:

Sebastian Dahm

Førstekæden:
Matias Lassen
Markus Lauridsen
Nikolaj Ehlers
Frans Nielsen +A
Joachim Blichfeld

Andenkæden:
Oliver Lauridsen
Jesper Aabo Jensen +A
Frederik Storm
Felix Scheel
Peter Regin +C

Tredjekæden:
Oliver Larsen
Nicholas Jensen
Patrick Bjorkstrand
Mathias Bau
Nicolai Meyer

Fjerdekæden:
Emil Kristensen
Matthias Asperup
Julian Jakobsen
Morten Poulsen
Mikkel Aagaard