Efter Danmarks sensationelle sejr over Canada i går var det en stor skuffelse ikke at få det ene point mod Slovakiet, der skulle til for at sikre kvartfinalen. Den teoretiske mulighed for at Frankrig kan vinde over Canada senere tirsdag var heller ikke længere noget der kunne sikre Danmark en fjerdeplads i tabellen, da målforskellen blev for stor.
Første periode
Slovakiet kom stærkt fra start. Efter cirka 7 minutter talte skudstatistikken for sig selv: Slovakiet 7, Danmark 0. Det var forventet, at det ville blive et opgør med få scoringer, hvor der ville blive spillet mere disciplineret end i kampen mod Canada, da begge hold forventedes at bygge deres grundspil op over defensiven. Derfor kunne føringsmålet blive særdeles vigtigt.
Efter en halv periodes stillingskrig scorede den slovakiske stjernespiller Tomas Tatar, da Michal Kristof vandt en face off og sendte pucken til Tatar, som sendte den direkte i målet. Hele spillet foregik stort set på den danske banehalvdel, og efter 14 minutter havde Danmark endnu ikke haft et skud på mål. Det danske pasningsspil var uskarpt. Med knap tre et halv minut tilbage kom pasningsspillet til at sidde, og der kom nogle gode kombinationer. Det var de bedste takter fra Danmark indtil da. Det var dog ikke nok til at modstå Slovakiet. Med under et minut tilbage var Tomas Tatar helt fri ved målet og fik scoret til 2-0.
Anden periode
Danmark startede anden periode med to minutter i undertal. Pavol Regenda nåede at score i power play, da han var helt fri foran målet. Dahm var meget tæt på at få fat i pucken, men desværre blev det til 3-0 til Slovakiet.
Danmark byggede flere gode angreb op, men lige lidt hjalp det. 12 minutter inde i perioden scorede Mislav Rosandic til 4-0, og det blev sværere at tro på en dansk kvartfinale. Da Juraj Slafkovsky med mindre end to minutter tilbage af perioden så scorede til 5-0 var det, om nogen, kun de allermest optimistiske der stadigvæk kunne tro på den.
Tredje periode
Kampens eneste formildende danske mål kom, da Joachim Blichfeld syv minutter inde i tredje periode scorede i power play til 5-1. Det bragte Blichfeld op på en flot delt andenplads over topscorere i turneringen indtil videre med 5 scorede mål (ligesom Nico Hischier) og kun overgået af svenske Rasmus Asplund, der har scoret 6 mål.
Kampen sluttede kaotisk med det danske mål under intens beskydning. Efter hele tre slovakiske forsøg fra Slafkovsky i de sidste minutter, var det Simon Nemec der med under to minutter tilbage scorede til 6-1. Derefter fik Markus Lauridsen en ti minutters straf for usportslig opførsel, da han i frustration smadrede en glasrude. Kampen blev sat på pause for at skifte rude. Og i de sidste 67 sekunder, der derefter skulle spilles, lykkedes det Slovakiet at score et sidste mål, da Pavol Regenda med 40 sekunder tilbage sendte pucken i mål til den endelige stilling 7-1.
Skuffelse, men en godkendt VM-præstation
Det var et rigtig ærgerligt nederlag, ikke mindst oven på den fantastiske sejr over Canada i går. Alt i alt var det dog en godkendt VM-indsats, selvom der har manglet lidt i power play igennem turneringen, og målet om at komme i kvartfinalen desværre ikke blev opnået. Turneringens tre bedste danske spillere blev Sebastian Dahm, Markus Lauridsen og Frederik Storm, og der var også andre flotte præstationer som for eksempel Blichfelds foreløbige andenplads på listen over topscorere.
Det er værd at tænke på, at Danmark har samlet 12 point sammen, flere end ved noget andet VM, også i 2010 og 2016, hvor holdet gik videre til kvartfinalerne. Og det er første gang med det nuværende turneringsformat, at et hold med 12 point ikke er gået videre til kvartfinalen.
Alligevel er det en stor skuffelse. Det havde været sjovere, hvis kampen mod Slovakiet var blevet spillet i går, og Danmark havde afsluttet turneringen med den flotte sejr over Canada. Eller selvfølgelig endnu bedre med kvartfinalen. Så havde Frans Nielsen fået et mere passende punktum for hans helt utroligt imponerende 22 år lange karriere.
Slovakiet – Danmark 7-1 (2-0, 3-0, 2-1)
10:00 1-0 Tomas Tatar (Michal Kristof)
19:37 2-0 Tomas Tatar (Michal Kristof)
21:57 3-0 Pavol Regenda (Juraj Slafkovsky, Simon Nemec)
32:17 4-0 Mislav Rosandic (Mario Lunter, Simon Nemec)
38:20 5-0 Juraj Slafkovsky (Kristof Michal)
47:43 5-1 Joachim Blichfeld (Markus Lauridsen, Nikolaj Ehlers)
58:53 6-1 Simon Nemec (Samuel Takac, Milos Roman)
59:19 7-1 Pavol Regenda (Simon Nemec, Robert Lantosi)
Sådan startede de danske løver
Målmand:
Sebastian Dahm
Førstekæden:
Matias Lassen
Markus Lauridsen
Nikolaj Ehlers
Frans Nielsen
Mathias Bau
Andenkæden:
Jesper Jensen Aabo
Emil Kristensen
Frederik Storm
Peter Regin
Mikkel Aagaard
Tredjekæden:
Oliver Larsen
Nicholas Jensen
Patrick Bjorkstrand
Christian Wejse
Joachim Blichfeld
Fjerdekæden:
Morten Jensen
Nicolai Meyer
Morten Poulsen
Julian Jakobsen
Matthias Asperup
Sportsjournalist
sisse@sportnyhet.com
Efterlad en kommentar