I morgen begynder VM i Finland. Nedenfor gennemgår vi alle holdene i gruppe A og deres forudsætninger forud for VM. Gruppe A spiller deres kampe i Helsinki.

Snart begynder alvoren, når gruppe A sætter verdensmesterskabet i gang i Helsinki i morgen. Gruppen består af otte mere eller mindre jævnbyrdige lande, som skal konkurrere om at nå top fire i tabellen for at komme i kvartfinalen. De regerende mestre, Canada, må anses for at være favoritter i denne gruppe, da Rusland som bekendt ikke må deltage i turneringen. Sammen med blandt andet Schweiz, Tyskland, Slovakiet og altså Danmark udgør Canada en spændende gruppe.

Danmark

Det danske landshold debuterede til OL i Beijing i vinter og overraskede mange, da holdet vandt over Tjekkiet, Schweiz og Letland og kom i kvartfinalen. Landstræneren Heinz Ehlers har fået styr på danskernes stærke forsvar, som dog til tider er risikabelt, da de nogle gange spiller mand mod mand. Danmark har et stærkt hold og kommer til at kunne spille med nogenlunde samme landshold som i Beijing, dog med den ekstra tilføjelse, at NHL-stjernen Nikolaj Ehlers er med på holdet. Winnipeg-spilleren bliver danskernes offensive trussel og en af VM’s største stjerner og ja, han er også søn af landstræneren. Danmark har blikket rettet mod top fire i gruppen, noget som ikke er uopnåeligt.

Frankrig

Erstatter Rusland i gruppe A og er et af de dårligere hold i denne gruppe, også selvom man ikke er nogen mikroputnation. Frankrig har deltaget i mange udgaver af VM i de seneste år. De har tre spillere i NHL, Pierre-Edouard Bellemare, Antoine Roussel og Alexandre Texier. Sidstnævnte har 20 point i 36 kampe for Columbus Blue Jackets og kommer til at spille til VM. Texier bliver vigtig for Frankrig, som har været i en nedadgående trend på det seneste. Derudover er Damien Fleury en rutineret spiller, som kan blive vigtig, men regn med, at Frankrig kommer til at være i bunden af tabellen.

Tyskland

Det tyske landshold er under ledelse af finnen Toni Söderholm og er i fremgang. Kvartfinalepladsen skal være et mål for tyskerne, og holdet plejer at kunne overraske i disse turneringer. I år får man nogle gode forstærkninger fra NHL. Backen Moritz Seider har været en af de bedste nye NHL-spillere i sæsonen for sit hold Detroit Red Wings. Seider kommer sammen med stortalentet Tim Stützle (58 point i NHL i år) og målmanden Philipp Grubauer til at blive bærende kræfter på holdet. Tyskland blev nummer fire til VM sidste år og kan også nå langt i år.

Italien

Der er ikke noget forventningspres på Italien, og de har ikke noget at leve op til i denne turnering, selvom man naturligvis gerne vil undgå en placering som otter i tabellen (som betyder nedrykning). Italien har et af de mindre navnkundige hold i turneringen. Sidste år tog Italien nul point og havde en målforskel på minus 30 ved turneringens afslutning. Men fordi der ikke var noget hold der røg ud til VM sidste år, så er Italien altså stadigvæk med i ishockeyens fine selskab. Spørgsmålet er bare hvor længe.

Slovakiet

Bronzemedalister og nu pludselig et land man kan regne med til VM igen. Slovakiet har tidligere været et land man skulle regne med, men holdet har været inde i en dårligere periode, men er nu i en opadgående trend igen. Kan det 18-årige supertalent Juraj Slafkovsky bære landet på sine skuldre igen? Det får vi at se. Marek Hrivik og Peter Cehklarik kunne være blevet to vigtige faktorer i slovakkernes fremgang, men de er ikke med i truppen. NHL-spilleren Tomas Tatar bliver bærende på dette veltrænede landshold. Går efter top fire i gruppen.

Schweiz

Det schweiziske landshold, som trænes af blandt andet Patrick Discher og Tommy Albelin, er lidt usikre. Men til dette VM har jeg en god følelse. Et allerede sammenspillet hold fra den hjemlige liga bliver forstærket med en del spillere fra NHL. Stjernen Nico Hischier kommer sammen med Timo Meier, Pius Suter og Philipp Kurashev til at være bærende i offensiven. Når det kommer til backerne får Schweiz mindst tre forstærkninger fra NHL i form af Jonas Siegenthaler, Dean Kukan og Janis Moser. Og så står en rutineret Reto Berra i målet. Hold øje med Schweiz, siger jeg bare. De går efter en gruppesejr og på den lange bane en medalje.

Kasakhstan

Man kunne forledes til at tro, at Kasakhstan var det mest anonyme hold i turneringen, og det er de måske også i en vis udstrækning. Men svenskeren Viktor Svedberg spiller sit andet VM for kasakherne og holdet har også flere andre importer. De fik en fin tiendeplads i Letland sidste år og spillede på et ret højt niveau. Vil det lykkedes for dem igen i år? Måske. De bør være bedre end Frankrig og Italien, i det mindste mere sammenspillede, men et slutspil bliver det nok ikke til for Kasakhstan.

Canada

Oh, Canada! Det er altid lige “usikkert” når Canada skal spille VM. Der er meget sjældent samme kerne i truppen som året før, og i år er nok ingen undtagelse. Som det er tilfældet for mange andre kommer for eksempel Sidney Crosby og Connor McDavid ikke til at spille VM, da de spiller Stanley Cup-slutspil. Men Canada får forstærkning i form af Thomas Chabot fra Ottawa, som bliver lederen i hvert fald blandt backerne. Kun Max Comtois går igen fra sidste års guldtrup. Men alligevel bliver det en stærk trup, som må formodes at komme til at konkurrere om medaljerne. Alt under en kvartfinale er en fiasko, at ryge ud i kvartfinalen er for dårligt og at opnå en medalje er noget der skal være standard for Canada.

Kampprogram gruppe A

13. maj:

15:20 Frankrig – Slovakiet
19:20 Tyskland – Canada

14.maj:

11:20 Danmark – Kasakhstan
15.20 Schweiz – Italien
19:20 Slovakiet – Tyskland

15. maj:

11:20 Italien – Canada
15.20 Frankrig – Kasakhstan
19:20 Danmark – Schweiz

16. maj:

15:20 Slovakiet – Canada
19:20 Frankrig – Tyskland

17. maj:

15:20: Italien – Danmark
19:20 Schweiz – Kasakhstan

18. maj:

15:20 Frankrig – Italien
19:20 Schweiz – Slovakiet

19. maj:

15:20 Tyskland – Danmark
19:20 Canada – Kasakhstan

20. maj:

15:20 Tyskland – Italien
19:20 Kasakhstan – Slovakiet

21. maj:

11:20 Danmark – Frankrig
15:20 Canada – Schweiz
19:20 Italien – Slovakiet

22. maj:

15:20 Kasakhstan – Tyskland
19:20 Schweiz – Frankrig

23. maj:

15:20 Kasakhstan – Italien
19:20 Canada – Danmark

24. maj:

11:20 Tyskland – Schweiz
15:20 Slovakiet – Danmark
19:20 Canada – Frankrig